De dejlige unger…

Synes lige det var tid til, at give lidt info paa hvordan det gaar i pratikken.

Jeg kan kun sige at efter en periode, hvor der har vaeret lidt nedture, og hvor jeg har haft svaert ved at se at vi hjaelper, og vi kan burge vores paedagogik, er det heldigvis gaaet den anden vej nu. Jeg er blevet meget bedre til at fokusere paa de lyse sider, at se de smaa ting i hverdagen. For det er de smaa ting som goer forskellen, det er de smaa ting der batter. De her smaa ting vil maaske ikke lyde af meget hvis man satte dem op i en dansk institution, men for mig hernede er det dem der betyder alt. Hvor jeg foer var godt til, at ville fokusere paa de store paedagogiske ting, saa har jeg laert at rom jo ikke blev bygget paa en dag, og mange baekke smaa giver en stor.

De ting som nu hiver en afsted paa arbejdet, er bare at spaedboernene er livet saa meget op. Hvor de foer var meget passive boern, er de nu gaaet hen og blevet rigtige aktive boern. Kan jo ikke sige, om det ikke ville haft sket hvis vi ikke havde vaeret der, men der er ingen tvivl om at vi har skabt et behov hos dem, som ikke var der foer. Hernede er det meget normalt bare at lade boernene ligge og graede, de holder jo op igen eller ogsa faar de en sutteflaske. MEN saa kom vi )

Vi tog jo de her boern op, og det har jo saa resulteret i, at naar man kommer ind i rummet saa starter den ene med at graede og derefter foelger en lavine af boern… he he vi har vist faaet skabt lidt revage ) Men det er saa dejligt at se nu, at de (plejerne) ogsaa er blevet bedre til at tage dem op, eller bare ligge hvis der en der er ked, paa pusle bordet, mens de skifter en anden. Hernede er kaffe ret saa vigtig, og foer hen der ignorede de bare boernen hvis de graed. Vi gjorde jo saa det, at vi tog dem med ud, fordi de blev ved med at kalde, at nu skulle vi komme og drikke den kaffe. Det har saa siden resulterede i, at de ogsaa tager et barn med ud engang imellem, jaa nogen gange alle sammen. Og det er bare saa dejligtat se, og man kan se de faktisk synes dety er hyggeligt. Saa skifter barnet lige skoed saadan et par gange, men pointen er at de gider at kommunikere og hygge med det, ogsaa selvom det kan vaere kort. Vores problem har vaeret, rigtigt at faa dem vist hvad det er vi laver med dem. Vi har et taeppe og nogle madrasser, hvor vi ligger dem paa. Her faar de saa noget legetoej (det er alt fra en troeje til en bold, kop jaa hvad man nu kan finde), og saa styrker og stimulere dem. Men problemet er bare, at de lukker doeren, og lader os alene derinde. Jeg tror tanken bag er god nok, at vi ikke skal forstyrres af de 6 smaa andre, men det nytter jo ikke noget for vores syn. For saa har vi jo rigtig svaert ved at vise hvad vi goer. Men ogsaa det er blevet bedre…. tror der er haab forude, med at vi maaske har aendret lidt inden vi tager hjem… jeg er da ihvertfald optimist endnu ;o) 

Ogsaa de lidt stoerre smaaboern er det begyndt at gaa bedre med.. selvom at de stadig proever graenser af i stor stil, saa er de trods alt blevet bedre til at stoppe. Der skulle i starten mere til, men okay de jo ogsaa vant til at blive talt til paa en helt anden maade, og jaa blive derigeret med en pind. Men det er saa gode boern, som dagen er lang. Herforleden legede vi med balloner… og selvom det jo er federe at have 2 balloner end 1, saa var de gode til ikke atge hinanden, og hvis man mistede sin, ja saa maatte man jo hoere om der var flere i stedet for at tage de andres. Det skal lige siges at alderen 2 -3 aar ca, saa utroligt dejligt. Hvis der opstod en situation hvor en pludselig havde 2 og en anden ikke havde nogen.. jaa saa var det bare at sige navnet og 1, saa gav de slip paa den. Vi kan jo ikke saa meget amharisk og de kan ikke engelsk, saa det er faa ord og fagter, men de er ligeglade, de snakker og snakker og vi snakker ogsaa bare dansk til dem. Tit kan de jo forstaa hvad vi mener….   

Saa de er dejlige de unger der.,…

Bliver hvor jeg er..

Det var fra starten meningen, at jeg skulle vaere paa det ene boernehjem i 3 maaneder, og saa derefter skifte til det andet. Jeg har startet paa Kechene, men kunne efterhaanden se, at hvis jeg skulle opnaa noget paedagogisk, saa var 3 maaneder slet ikke nok. Vi havde det alle sammen saadan, at vi kunne se flere paedagogiske fordele, ved at blive det sted vi er nu. Men ogsaa personligt ikke at forglemme, nu er man ved at komme taet paa boern og personale, og det ville vaere haardt at skulle sige farvel til dem og hej til nogle nye. Det har taget lang tid at komme ind paa plejerne, men det gaar stille og stoedt frem af. De store piger har heller ikke vaeret saa nemme, som naevnt tidligere saa trak de sig lidt tilbage igen, men det er da heldigvis ved at vende.

Nu er de ved at starte skole op igen. og det betyder en ny hverdags situation for os. Nu kommer de foerst hjem ved 4 tiden. Vi haaber jo saa paa at kunne fange dem der med nogle aktiviter. Vi har gennem de sidste 6 uger proevet alverdens men det er mislykkes lidt og ikke gaaet saa godt. Sidste uge fik vi endelig materialerne til, at male og saadan med de store piger (de smaa og mellemgruppen havde en dag selv noget). Vi hang en seddel op, men da dagen kom var den vaek (vi fandt den senere paa nogle af pigernes vaerelse), og ved jo saa ikke hvor lang eller hvor kort tid den har haengt der. Men det endte ihvertfald med at vi sad helt alene, og det eneste selskab vi havde var en pige paa 5, som saa ogsaa hyggede sig gevaldigt. Jeg haaber paa der kommer flere hen af vejen, naar de ser det er noget fast.

Men jeg kan begynde bedre at forstaa hvorfor det er mislykkes lidt for os, med at faa dem til at deltage i noget. Mange fra mellemgruppen har jo glaedeligt stillet op. Vi har tit faaet svaret “jeg kommer helt sikkert” og saa alligevel ikke. De er slet ikke vant til at samles om noget som helst. Bare her til nytaar, som var d. 11 sept vores tidsregning, havde vi faaet at vide, at der var faellesspisning i kantinen, og vi var meget velkomne og blev endda inviretet af flere personale. Vi var bare ligesom det eneste ‘personale’ der dukkede op, udover plejerne nede ved de smaa og dem der giver dem mad. saa der var ingen forskel i det, de kom og hentede deres mad i gryder og gik op paa deres vaerelser.. praecis som det plejer at goere. Saa nu kan jeg godt forstaa det.. de er jo vant til at vaere dem selv hele tiden, og sandsynligvis heller ikke vant til at samles om noget faelles. Jeg haaber vi kan aendre det lidt mens vi er der.

Men det er har givet rigtig meget ro, at vi har besluttet at blive hvor vi er, for der var mange ting, ogsaa med maalene, hvor man taenkte at det var andre der skulle koere det videre.

Nu er det ikke saadan, at vi saa foerst moeder ind naar de kommer fra skole. Der er jo et hus til med alle de smaa, saa der vil vi bruge vores tid inden, saa vi faar nogle lange dage. Det bliver helt underligt, at faa en slags strukturering paa hverdagen, men ogsa rigtig rart. Kan maerke jeg har savnet at vide hvad jeg skal lave. Vi vil saa vidt muligt se, om vi kan splitte dagene mellem pigerne og mellemgruppen, saa vi har bedre mulighed for at naa vores maal.

De smaa konsentrere vi os jo om dagen, der er nu ogsaa en del at tage fat i.

Og jer derhjemme i skal vaere glade for pampers.. havde aabenbart ikke set en lorte ble foer jeg kom herned

De lyse opture

Alt er ikke daarligt og alt er ikke hvor man foeler det upaedagogisk, heldigvis da. Har i denne uge, da ogsaa haft et par gode opture. Der er en knaegt derude paa 10 aar, som har det lidt ambivalent med mange ting. Han kan paa det ene oejeblik skifte fra at vaere kaerlig, lidt naermest at blive truende og lidt haard. Han har ogsaa lidt svaert ved, at finde ud af hvordan han skal begerde sig sammen med mig. Det skal lige ligges til historien, at han bliver brugt som stikirend dreng, baade at de store piger og personale. Han vil meget gerne kramme og holde i haand, og hele tiden vaere paa en. Han kigger ofte en helt op i hovedet, hvilket kan foeles ret saa ubehageligt. Den ene dag havde han svaert ved, at forstaa at han lige skulle holde lidt afstand til mig (sad paa en stol og legede med en dreng paa 3), men i stedet blev han mere voldsom, og stod mere oppe i hovedet paa mig. Efter flere forsoeg som var total mislykkes maatte jeg rejse mig og gaa derfra. Jeg hentede pen og papir og gik tilbage. En af de andre drenge sagde han var ked af det… (saa han vidste da den var gal). Jeg gik over til ham, og sagde vi lige skulle snakke paa 2 mands haand. Han gik med, lidt betuttet.. Vi satte og ned stille og roligt, og jeg begyndte at tegne to taendstikmaend, hvor den ene var mig og den anden var ham. Den foerste var der afstand imellem, og der var to smil. Den anden viste ham oppe i hovedet paa mig, og ingen smil paa mine laeber. Jeg tegnede og forklarede, at jeg var glad naar han ikke var oppe i hovedet paa mig. Han sagde han forstod, og pegede paa tegning og lagde dem paent i lommen. Senere kom han hen til mig, hev tegningerne op af lommen og pegede paa den. Saa tegnede han et par nye taendstimaend, og viste hvornaar jeg var glad…. TOTAL OPTUR… og resten af ugen har vi kunne referere til de tegninger, for jeg har bare skulle sige Not Happy, og han har forstaet mig..

Hvor blev paedagogen af?

Saa blev det 4 uge paa praktikken og alt i alt en rigtig god uge. Jeg har det meste af ugen vaeret alene, da min gode kollega desvaerre maatte se sig noedsaget til at blive under dynen. Knaegtene fra mellemgruppen, har meget gerne ville spille fodbold, saa det har der vaeret tid til, men  desvaerre saa kommer man ogsaa til et punkt, hvor man ikke foeler at man er paedagog mere, men mere end lege onkel (tante ;o))

Forklaring: Knaegtene kom og spurgte kl. 8.30 om vi skulle spille fodbold, men maatte forklare dem, at jeg lige skulle sidde da jeg havde gaaet rigtig langt for at komme paa job. De forstod det fuldt ud, og jeg spurgte jo selvfoelgelig om de ikke ville have bolden og selv gaa igang. Men det ville de ikke! Vi havde aftalt at spille senere… lidt senere havde jeg faet vejret og solen var tittet frem igen, saa nu kunne vi spille. Jeg fik samlet det meste af flokken, men manglede stadig et par stykker. Dem fandt jeg oppe i tv-stuen, hvor de saa de samme musik videoer som det plejede. Sagde at nu var flokken samlet, hvis de gerne ville spille med. Det ville de, men det kunne ikke blive lige nu, men om 10 min. Det var saa helt i orden, og jeg gik udenfor, for at underrette de andre. De ville ikke selv begynde, men vente paa de sidste (hvilket jo ogsaa er forstaeligt nok, hvem synes det fedt kun at spille to). Der gik 10 min og der gik 10 mere inden jeg havde set mig om var der gaaet over en halv time, saa kom de ud. Klar til at spille var de, problemet var bare at de andre var gaaet for de gad ikke vente mere. Jeg sagde at de jo maatte faa samlet flokken igen, hvis de gerne ville spille mere end de to. Den ene takkede nej til at spille overhovedet, mens den anden mente, at mig og ham bare kunne spille. Meen maatte sige at saadan leger vi ikke, jeg sagde han nu maatte finde resten. Efter lang tid kom spillet igang. Da mit hold begyndte at tabe kampen (4 – 15 ikke det fedeste resultat),  begyndte den ene af  holdspillerne at lege solo, og bare valse rundt ude paa banen. Jeg brugte jo min tid paa at vi kunne faa et hyggeligt spil, og jeg henvendte mig for at hoere om han spillede eller ej. I stedet for at svare lagde han sig ned paa banen. Igen spurgte jeg, uden resultat og efter noget tid med dette, sagde jeg paent tak for kampen, og maatte forklare dem, at jeg ikke ville spilde min tid, hvis dem der var med i kampen ikke engagerede sig. Kampen sluttede, for nu var jeg ikke med mere til at holde dem igang. Det er meget saadan derude, at de ikke kan aktivere sig selv, saa hele tiden forventer de at man kommer og leger med dem, og er der for at lege med dem.

Jeg kom lidt senere hen til dem igen, hvor jeg spurgte havd de lavede. De svarede bare ved at pege paa mig og sige games. Jeg proevede at forklarer, at jeg jo ikke hele tiden kunne vaere der, for at lege med dem. Jeg fik samlet dem, for at faa startet legen, men ingen ville vaere med, saa det endte med jeg var med en omgang af simon says i haab om, de selv ville lege videre. Ja troede jeg, for straks saa sluttede legen midt i det hele… de begyndte ogsaa at spille hinanden om i mod mig, og sige en masse paa amharisk, som jeg jo ikke forstaar. Det kan til tider vaere svaert at sige noget til dem. Det foeles virkelig den dag, som om, at man var paa deres niveau og de ser en som deres private legeonkel. Alt skal foregaa efter deres hovedet og de udviser ofte ingen respekt.. Puha det var en haard dag. )

Opdatering paa praktikken…

Siden sidst er jeg jo begyndt i praktikken. Jeg er som sagt startet paa kechene, som rummer pt. ca. 112  boern (nogle er taget afsted, andre ankommet) i alderen 0 – 18 aar, mens nogle er lidt aeldre. Det er fortrinsvis et hjem for piger, men der er nogle drenge omkring 10 aar og under. Jeg er rigtig glad for at vaere der, de er utrolig soede alle sammen. Det var egentlig nemt nok, at komme lidt ind paa nogle af pigerne, mens det var svaert med mange af dem. De ville rigtig gerne snakke med os, og det var nemt at faa snakket lidt om vejr og vind, og hvem vi hinanden var. Vi er ogsaa ved flere lejligheder blevet inviteret op paa deres vaerelser, som de af en eller anden oversag kalder Class, for at faa vist deres billed album. Der er vist ikke tvivl om, at de er glade for at faa taget billeder, for stoerst delen af dem, der er i, er af dem selv ). Nogle gange kan man stoede paa billeder af familien, og det giver saa anledning til at faa snakket lidt om det. Men man skal virkelig hele tiden passe paa med hvad man spoerge om, taenker jeg. For der er stadig en kaempe sprogbarriere som kan betyde, at man ofte misforstaar nogle ting, eller de kan have svaert ved at udtrykke sig paa engelsk. Saa jeg gaar meget forsigtigt frem.. maaske er det ogsaa bare min natur, ikke at snage i andres liv, i saer ikke et hvor tingende ikke altid har vaeret helt nemt.

Egentlig saa var vores opgave, at vi kun skulle koncentrere os om de store piger (vi har jo de smaa paa Kids Care), meen der er bare saa meget ved de andre boern ogsaa. Der er en mellemgruppe, som vi kalder dem, hvor alderen er fra 5 til 10-12 aar, de har ogsaa bare saa meget brug for os. Det er dem, som saa gerne vil spille boldspil, bordfodbold ol. saa vi blev ret hurtigt enige om, at vi paa en eller anden maade maatte kunne fokusere paa alle grupperne.  Der er ogsaa en mindre gruppe, som igen kan deles op i to, hvor der er er 4 spaedboern og 8 smaa folk fra ca. 1 aar til maaske 3 aar. vi ved faktisk ikke helt hvor gamle de er..

Ham som bestyrer stedet, og som er vores “vejleder” derude , Mr. Lukas, ville gerne i starten have, at det var de store piger kun, og han lagde ikke skjul paa, at han mente at vi kunne udrette noget stort med dem, vi havde jo vores paedagogiske evner… Meen som vi ogsaa maatte forklare ham, at saa ville vi jo goere alt hvad vi kunne, men at vi faktisk ogsaa gerne ville saette fokus paa de andre boern, og det saa ud som om, at det var da bare helt okay. Vi har fra starten af oplyst ham om, hvad vi lavede og proevede paa. Vi havde dog ogsaa  regnet med, at de var paa hjemmet det meste af tiden, men der skulle vi hurtig blive klogere. Tre gange om ugen om eftermiddagen, har stoerste delen noget der hedder computer learning, saa det vil sige der er ret tomt. Vi kunne godt starte en masse om formiddagen, problemet er bare at de ikke sniger sig ud foer ved 10 tiden de fleste. Nu lyder det ellers nemt nok, at vi har jo kontrakt til dem, og det skulle ikke vaere noget problem, at lave noget peadagogisk… troede vi ogsaa… 

Vi lagde haardt ud, med at begynde at inviteret til basketball eller volleyball, vi snakkede med dem, og hang endda sedler med hvornaar, baade med CT tid og Etiopisk tid. Mange var ogsaa glade for det, og synes virkelig det lyd godt.. saa kom dagen, og saa stod vi der alene ). De eneste der moedte op, var de samme knaegte.. som tilfaeldig kom forbi. Naar det er saa sket et par gange, men vi proever stadig. Vi havde ogsaa i tankerne at vi ville lave noget turnering, for at faa dem igang, men efter at have fundet ud af, at de begynder i skole 15 sep, og kommer sent hjem, har vi pga tidlig moerke og inden fremmoedte tidligere, maatte droppe den ide. Men vi vil hele tiden kaempe, for at faa dem igang. Det vi egentlig gerne vil, er at have dem op paa deres bane. De har en bane, som rummer baade basketballnet og vollayballnet, men de bruger den bare ikke. Den ligger ikke saerlig langt vaek fra “hovedindgangen”, som er der de haenger ud, men de foretraekker alligevel at spille lidt klum spil henne foran. Saa det er en af vores stoerste opgaver.

Det andet er altsaa ogsaa, at der er vaesenlig forskel paa ressouce forholdet i forhold til DK. De har faktisk et lager, har vi faaet at vide, med forskellige ting, men vi har bare ikke, efter flere aftaler, faaet det at se endnu saa vi kunne rippe det. Hele tiden, saa skal vi opveje vores ideer med, hvad kan faktisk lade sig goere, og hvornaar kan det muligvis lade sig goere. Flere gange har vi maatte udsaette, for bare saadan noget som blyant kan vaere svaer at faa fat i.. Men nu tager vi skeen i egen haand, og gider ikke vente mere, paa at komme ind.

Men det er faktisk ret frustrerende til tider.. jeg foeler ofte, at vi famler i blinde. Har virkelig ogsaa siddet med foelsen af, at vaere en fiasko peadagogisk set. Har da heldigvis faaet kastet det vaek igen, for saa at kunne se de lyse sider, og at vi faktisk goer noget. Maaske ikke altid det der staar paa papiret eller det store flotte peadagogiske maal, som bare basker, men mere saadan at vi giver os tid til dem, at vi viser naervaer. Jeg har virkelig mange gange, maatte have hjaelp (isaer af mine gode kollega Una), til at stoppe op og se paa de smaa ting, og det har hjulpet en del paa optimismen. Saa nu er jeg bygyndt, at se lidt anderledes  paa det, og foele at lige meget hvad, saa skal det nok goere noget i sidste ende… dette siger jeg til mig selv, naar det sortner lidt.

Ellers er der mellemgruppen, som kan give en ens peadagogiske optimisme tilbage.. De er bare glade, at vi gider spille, og komme ofte selv og spoerger. Den ene dag havde vi planlagt nogle lege, hvor de skulle foregaar paa engelsk, mest af alt fordi vi er spassere til amharisk:o), men ogsaa for at forbedre deres engelsk. Nogle af dem kraevede dog lidt mere forberedelse, end vi havde regnet med og taenkt over, saa det er vi i fuld gang med, selvfoegelig med lidt forsinkelse, tingene tager tid hernede:o) Vi besluttede derfor bare hurtigt, at tegne den grimmeste taendstikmand, og saa skrive legemsdele paa (selvfoelgelig paa engelsk, og hvem S.. kan huske hvad de hedder, og isaer hvordan de staves, men det lykkes), saa vi kunne lege “Simon Says”. Vi kom meget saadan lidt, okay vil dette vaere noget eller vil de synes, at vi er de underligste der havde vaeret derude.. Men det startede okay, vi fik samlet de fleste og forklaret at nu skulle vi lege.. de gloede godt nok ret underligt paa os. Vi anede ikke hvad “games” hedder paa amharisk og vi havde maaske lidt optimistisk regnet med, at de forstod ordet, men saa blev vi da saa kloge den dag.. Den ene af pigerne, tog meget beslutsom situationen i egen haand, og gik over til vagten (en som holder oeje med, hvem der gaar og kommer, eller ihvertfald for snakket en del i tlf eller strikket), for at faa oversat ordet “games” hvorefter hun kom tilbage og informerede de andre.. Det var helt vildt, og det underligste var nok, at hende pigen ikke i forvejen er den mest fremtraedne derude.. Nu var de naesten klar paa hvad vi ville, nu skulle vi saa forklares os frem til legen. Meen det gik overraskende let, og de var helt vilde.. selv dem, hvor man paa forhaand havde regnet med at de synes det ville vaere nok efter to omgange. Vores tegning brugte de ogsaa rigtig meget, naar det var dem som skulle vaere “Simon”, saa helt klart en succes. Vi fik ogsaa anerkende blikke fra plejerne.

Plejerne, som vi kalder dem, er de damer som staar for pasningen af de smaa og melllemgruppen. Der som regel 4 paa en vagt, men hvad de helt laver nogen gange kan man godt blive i tvivl om. Det meste af tiden, saa sidder de ude paa terressen og snakker eller forbereder kaffe. Selvom der er 4 spaedboern er det ikke lige altid, at der er en derinde og tage ham eller hende op som graeder.. De kan heller ikke saerlig meget engelsk. Vi har vaeret lidt “usynlige” her i starten, og bare vaeret der og ikke lavet saa meget om. Vi er der jo ikke hverdag eller hele tiden, saa vi har ville gaa langsomt til vaerks ogsaa i respekt for dem. I starten vidste de vist heller ikke helt hvorfor vi var der, eller hvordan og hvorledes, saa vi fik ikke lov til at skifte ble eller saadan noget. Det har heldigvis aendret sig, og nu tror jeg de har en fornemmelse af hvorfor vi er der, naar vi spoerger efter noget eller lign er de blevet bedre til, at proeve at efterkomme det. Den ene dag lykkes det os pludselig, at faa dem til at give os et taeppe (som vi havde efterspurgt fele gange), saa vi kunne tage spaedbornene ned paa gulvet. De ser ikke saa meget andet end det loft over deres seng. Lege toej er der heller ikke noget af, og vi spurgte selvfoelgelig ind til det. Det viser sig, at det har de, men de kan ikke have det fremme til bornene, for de store piger kommer og stjaeler det efter et par dage.. saa vi skal have fat i lederen dernede for at faa fat i det.. vi ved bare ikke helt hvem hun er endnu ) Men vi er da begyndt, at kunne falde ind hos dem, de er blevet meget mere imoedekommende og venlige. Selvom at vi fatter hak af hvad de siger til os, og ret sikker paa det ogsaa fungere saadan den anden vej, saa kommunikere vi lidt med fagter og meget lidt fremstammen sprog. De er nu meget hyggelige, og de er ogsaa de eneste vi saadan samarbejder lidt med hverdagen, i arbejdet med boernene. De vil gerne laere os amharisk (dog mest naar det drejer sig om mad og kaffe), og de ser heller ikke helt sort paa os, naar vi af egen vilje goer noget med boernen, fx tager dem paa gulvet eller leger lege med de lidt stoerre.

Nu her i denne uge, saa habber vi paa at kunne faa fat paa en radio. For de store piger er super glade for musik, saa vores naeste kneb til, at proeve at lokke dem ud til os, er at saette noget musik paa ude paa banen.. Meen altsaa igen det projekt har vaeret forsinket i en uge allerede, men haaber virkelig. Men de er jo ogsaa teenager med stort T, saa hvad vi forstiller os maa vaere godt, det er jo ikke sikkert at de synes det samme ). I og med at de er teenager, saa faar vi stadig den kolde skulder, af en del af dem, mens andre snakker med os i perioder. De kan vaere noget saa snaksagelige ugen eller bare dagen foer, og naeste dag er vi som luft. men saadan ville det jo ogsaa vaere i Danmark. Men mange af dem, er dog begyndt at toe mere op, saa det kommer nok. Sproget er dog ogsaa begyndt, at blive en barriere.. vi er jo ligesom kommet over de meget nemme ting med de fleste, der hvor man lige laere hinanden at kende. Saa nu er vi kommet dertil, hvor man kan maerke at deres engelsk ikke reakker leangere.. og vi kan jo ikke amharisk. det betyder, at mange af dem igen treakker sig vaek fra os, men haaber virkelig det kun er en face, og at de ogsaa bare rent teenager agtig, ikke synes vi er saa interesante lige pt.

Nu er der tre uger tilbage inden de skal starte i skole, og hvad der skal ske derefter, det  maa tiden vise… vi er ihvertfald spaendt paa at se hvordan det forloeber..

Det var en lille opdatering paa hvordan det gaar i praktikken..