De dejlige unger…

Synes lige det var tid til, at give lidt info paa hvordan det gaar i pratikken.

Jeg kan kun sige at efter en periode, hvor der har vaeret lidt nedture, og hvor jeg har haft svaert ved at se at vi hjaelper, og vi kan burge vores paedagogik, er det heldigvis gaaet den anden vej nu. Jeg er blevet meget bedre til at fokusere paa de lyse sider, at se de smaa ting i hverdagen. For det er de smaa ting som goer forskellen, det er de smaa ting der batter. De her smaa ting vil maaske ikke lyde af meget hvis man satte dem op i en dansk institution, men for mig hernede er det dem der betyder alt. Hvor jeg foer var godt til, at ville fokusere paa de store paedagogiske ting, saa har jeg laert at rom jo ikke blev bygget paa en dag, og mange baekke smaa giver en stor.

De ting som nu hiver en afsted paa arbejdet, er bare at spaedboernene er livet saa meget op. Hvor de foer var meget passive boern, er de nu gaaet hen og blevet rigtige aktive boern. Kan jo ikke sige, om det ikke ville haft sket hvis vi ikke havde vaeret der, men der er ingen tvivl om at vi har skabt et behov hos dem, som ikke var der foer. Hernede er det meget normalt bare at lade boernene ligge og graede, de holder jo op igen eller ogsa faar de en sutteflaske. MEN saa kom vi )

Vi tog jo de her boern op, og det har jo saa resulteret i, at naar man kommer ind i rummet saa starter den ene med at graede og derefter foelger en lavine af boern… he he vi har vist faaet skabt lidt revage ) Men det er saa dejligt at se nu, at de (plejerne) ogsaa er blevet bedre til at tage dem op, eller bare ligge hvis der en der er ked, paa pusle bordet, mens de skifter en anden. Hernede er kaffe ret saa vigtig, og foer hen der ignorede de bare boernen hvis de graed. Vi gjorde jo saa det, at vi tog dem med ud, fordi de blev ved med at kalde, at nu skulle vi komme og drikke den kaffe. Det har saa siden resulterede i, at de ogsaa tager et barn med ud engang imellem, jaa nogen gange alle sammen. Og det er bare saa dejligtat se, og man kan se de faktisk synes dety er hyggeligt. Saa skifter barnet lige skoed saadan et par gange, men pointen er at de gider at kommunikere og hygge med det, ogsaa selvom det kan vaere kort. Vores problem har vaeret, rigtigt at faa dem vist hvad det er vi laver med dem. Vi har et taeppe og nogle madrasser, hvor vi ligger dem paa. Her faar de saa noget legetoej (det er alt fra en troeje til en bold, kop jaa hvad man nu kan finde), og saa styrker og stimulere dem. Men problemet er bare, at de lukker doeren, og lader os alene derinde. Jeg tror tanken bag er god nok, at vi ikke skal forstyrres af de 6 smaa andre, men det nytter jo ikke noget for vores syn. For saa har vi jo rigtig svaert ved at vise hvad vi goer. Men ogsaa det er blevet bedre…. tror der er haab forude, med at vi maaske har aendret lidt inden vi tager hjem… jeg er da ihvertfald optimist endnu ;o) 

Ogsaa de lidt stoerre smaaboern er det begyndt at gaa bedre med.. selvom at de stadig proever graenser af i stor stil, saa er de trods alt blevet bedre til at stoppe. Der skulle i starten mere til, men okay de jo ogsaa vant til at blive talt til paa en helt anden maade, og jaa blive derigeret med en pind. Men det er saa gode boern, som dagen er lang. Herforleden legede vi med balloner… og selvom det jo er federe at have 2 balloner end 1, saa var de gode til ikke atge hinanden, og hvis man mistede sin, ja saa maatte man jo hoere om der var flere i stedet for at tage de andres. Det skal lige siges at alderen 2 -3 aar ca, saa utroligt dejligt. Hvis der opstod en situation hvor en pludselig havde 2 og en anden ikke havde nogen.. jaa saa var det bare at sige navnet og 1, saa gav de slip paa den. Vi kan jo ikke saa meget amharisk og de kan ikke engelsk, saa det er faa ord og fagter, men de er ligeglade, de snakker og snakker og vi snakker ogsaa bare dansk til dem. Tit kan de jo forstaa hvad vi mener….   

Saa de er dejlige de unger der.,…

kom hjem til mig…

Her forleden dag, skulle vi (Una og jeg) ud spise frokost hos en af de plejere som vi arbejder sammen med. Vi havde bare snakket om det, troede vi indtil at vi var paa job i torsdags. For det foerste synes jeg at det var lidt underligt, at vi ikke fik tilbudt noget frokost (hvilket vi altid goer og normalt ikke kan sige nej til), kl. begyndte at naerme sig et saa det blev mere underligt. Saa sad vi der og drak kaffe, og pludselig begynder vi at forstaa hvorfor vi ikke faar frokost. Vi skal, sammen med en af de andre, ud og spise frokost hjemme hos en af plejerne, som ikke var paa job den dag. Der sidder vi… okay hvordan kommer vi derud og hvor bor hun i grunden. Heldigvis kan man sige, saa skulle hende den anden med, og hun viste nogenlunde hvor vi skulle hen.

Vi skulle paent langt, ikke endags rejse men med et par busser. Heldigvis er vi vant til at tage dem, saa for os var det ikke noget problem. De tror jo selvfoelgelig ude paa boernehjemmet at vi har chaffoer og saadan, men haaber da paa at vi snart har faaet slukket den myte. Vi tager bussen ligesom alle andre. Men afstig afsted med os… Da vi ikke vidste, at vi skulle derhen saa havde vi jo ikke noget vi kunne give hende.. og giver man noget hernede? Da vi fik besoeg fik vi plastik blomster og en pose kaffe, men det var mere fordi at vi havde snakket om at de skulle tage den med. Vi kom ikke rigtig videre om vi skulle have noget med, saa vi maatte jo komme tomhaendet. Hvilket jeg bare slet ikke kan lide, heller ikke hjemme i DK, bliver man inviteret hjem, til en man ikke kender saa godt har man altid et eller andet med, i min verden. Nu var vi der saa… paa vejen derud havde man gjort sig mange tanker om,, hvordan hendes hus saa ud. Vi har ikke paa den maade vaeret hjemme i et rigtigt etiopisk hus, saa det var lidt spaendende.

Det var nu et rigtigt hyggeligt hus hun bor i. Der er ligsom saa mange andre steder, en port man skal ind af. Her var der bare ikke flere km pigtraads hegn for.. man kommer ind i en gaa, hvor der paa begge sider var en reakke vaerelser (ved ikke hvem der boede der). Hendes hus, var et aflangt et, hvor der paa hver sin side af en lang gang, var en reakke doere. Det var et hus bygget op af mudder og andre sjove ting ) Hun bor saa i dette hus sammen med sin familie. Hun delte vaerelse med din datter, paa 14 (det skulle en dansk pige da lige goere, de ville loebe skrigende vaek )), hendes bror havde et vaerelse, og saa boende hendes foraeldre i et sidste vaerelse. Hendes soester bor der ogsaa, men ved ikke lige hvor hun sover henne. Udover de tre vaerelser, var det ene indrettet til koekken, paen stoerrelse maa man sige, og saa var der en stue, med masser af sidde pladser. Her blev vi saa placeret.

Saa sad vi der og der blev ikke rigtig sagt noget.. hende der havde inviteret os, kom ind i stuen med maden, og hendes soester gik rundt med vand saa man kunne vaske haender. Maden blev nu sendt rundt, men plejeren gav os vaadt. Det smagte tilgengaeld fantastisk godt, og det var dejligt at faa en anden injata end den vi faar paa hjemmet og vaadt med koed (hvilket sjaeldent sker). De blev ved med at sige vi skulle spise, og man laver jo ikke andet, og haelde op til os. Det er saa svaert at sige at man ikke kan mere, saa efter nr omgang et eller andet, saa maatte jeg simpelthen sige fra. Nu havde jeg jo saa bare tilbage at kaempe mig igennem det jeg allerede paa tallerkenen. Jeg ved godt det lyder forfaerdeligt, at jeg kan sige saadan i et land med faktisk talt hungersnoed, at man kan spise sig saa maedt at man naermest faar ondt i maven og saa brokke sig. Det er bare saa svaert at sige nej, for det er en fornaermelse overfor dem, deres kultur er at man skal dele, lige meget hvor lidt man har, og isaer nogen gange overfor os, vil de gerne have vi ikke gaar derfra med daarlig foelse. De vil gerne at vi er saa glade og tilfredse som muligt, naar man forlader steder… saadan er det ogsaa bare ude paa hjemmet, vi kan daarligt gaa hvis vi ikke har faaet frokost eller kaffe.

Men som sagt det var helt fantastisk mad vi fik. Det underlige er saa at hende vi var hjemme hos ikke spiste med. Vi kom jo der ved tre tiden, og som hun sagde, hun havde jo spist ved 12 tiden. Hmm lidt underligt.. der blev heller ikke rigtig snakket saa meget, og hendes kom ind og satte sig i en stol ikke ved vores bord, men lidt vaek. Saa blev der saa sat en musik dvd paa med ortodoks kirkemusik, saa kunne vi sidde og smaa grine lidt af det… ja maa indroemme at jeg nogen gange maatte fnise lidt, for deres musikvideo er rimmelig spoejse og minder lidt om en daarlig 80′er video. De tog det paent og grinte lidt med. Nu skulle vi saa have kaffe… hernede taender man som sagt ikke bare for maskinen og saa koere det. Hun skulle lige riste boenner foerst og saaledes. Imens hun goer det sidder hun ude i gangen og vi sidder inde i stuen. Nu er musikken saa skiftet ud fra kirke musik, til alm. etiopisk musik, men vidoerne er stadig lige kikset om ikke mere… her sidder  vi saa, der bliver ikke sagt det helt store, og med mellemrum kan man lige komme i tanke om et eller andet man kan spoerge om.

Saa kommer den foerste kop kaffe, og igen skal hun ikke have noget. Hun svare som det var det mest naturlige, jamen hun drak jo kaffe da hun havde spist frokost (her snakker vi saa kl. 12). Hun kommer derved ikke op til sofaen men bliver siddende der bag kaffen. Faa gange sidder hun i en stol… naa men heldigvis kommer vi lidt ind paa familie, og vi faar vist et familie album frem. Det var dejligt at snakke lidt med hende, for det var altsaa ret pinligt, at sidde der uden der blev sagt noget. Efter noget tid, begynder jeg at sidde og taenke paa hvornaar man mon kan tillade sig at sige farvel. Altsaa da vi havde gaester gik de efter knap 2 timer, og den graense havde vi naesten naaet. Men altsaa vi snakkede ikke saa meget, og der koerte bare musik videoer paa fjerneren. Men som vi ved skal man have 3 kopper kaffe.. saa det matte vi jo hellere vente paa. Da den sidste kop endelig kom, jaa undskyld, det var rigtig hyggeligt, men altsaa vi snakkede ikke saa tiden foeltes lang.

vi sagde stille at det var nok paa tide, at komme hjem ad, for det blev snart moerkt (fedt lige at kunne bruge den), og vi havde jo en lang vej tilbage.. saa skulle vi lige se en video faerdig og det gjorde vi saa, man er jo hoeflig. Men alt i alt en meget hyggelig oplevelse, og jeg ville da klart goere det igen hvis jeg faar tilbudet…. Haaber dog alligevel ikke, at der er startet en lavine, saa vi skal hjem til alle plejerne, dem er der jo en del af… ) Man skal bare lige vaenne sig til, at hernede der sidder vaertinde ikke med, men soerge for at vi ikke mangler noget. Saa nu behoever jeg ikke have saa daarlig samvittighed, naar jeg hjemme i Danmark lige er 5 min ekstra ude i koekkenet )

Lidt fra 3 ugers ferie i den nordlige del.. “den historieske rute”

Vi har været på ferie i det nordlige Etiopien, hvor vi har været på den såkaldte “historiske rute”. Puha det var godt nok en lang tur, specielt fordi vi har rejst med den offentlige bustransport. Først skal det lige siges, at der ikke er asfalt, jaa på det meste af vejene oppe i bjergene og rundt til de små byer.  Sæderne er ikke de mest komfortable, så det har været noget af en bumletur, og så er de også overfyldt, til trods for at vi køber billetter i forvejen.

Vi tog af sted mandag d. 22/9, hvor bussen gik kl. 6 om morgenen, mod Bahir Dar. Kl. lidt over 4 havde vi bestilt en taxa, som skulle køre os til busholdepladsen, hvor vi skulle være kl. 5., selvom bussen først kører kl. 6, man skal åbenbart være der en time før, hvor man så kan sidde og glo på de enormt dårlige sæder. Men hold kæft et kaos… man kommer ind på en kæmpe holdeplads, hvor der bare holder busser alle vegne. Der er ikke skilte som fortæller hvilken bus der køre hvor hen, men bare en masse mennesker der står og råber. På vores billetter stod der et bus nr., og det nr. er så klistret fast på siden af bussen, skulle lige hilse at sige, at det ikke er det nemmeste mærke at se, specielt ikke når der ikke var vold meget lys på pladsen. Når men vi kom ind der med vores ordentlige tasker på, og skulle prøve at finde den rigtige bus som vi nu havde købt billetter til. Vi havde valgt at tage ruten Bahir Dar, Gondar, Simien, Aksum og Lalibala.

Så første stop var Bahir Dar, vi håbede sådan at vi kunne klare det på en dag, for det er sådan, at busserne hernede stopper kl. 6, så hvis de kan se, at de ikke kan nå til Bahir Dar inden, så holder de ind i en lille by, hvor man så skal overnatte. Det var vild kaos ved busserne, folk stod og råbte og der var mennesker og tasker alle vegne, ja der var vel også et par dyr. Hernede er det meget normalt at transportere fx høns i bussernes bagagerum. Der er nogen som bliver betalt for at hjælpe folk med, at finde de rigtige busser, men de kan også være rimelig irriterende og fatte minus af, hvad man siger til dem, fx at vi har købt billet og vi leder efter en speciel bus. Der var sågar en som hev fat i mig, og begyndte og hive mig hen mod en bus, hvor jeg måtte råbe lidt af ham og sige, at jeg altså skulle hen til en speciel bus. Totalt kaos, så det var rart endelig at få fundet den rigtige bus. Vi blev fundet midt i alt kaosset, af en gut som havde været til stede da vi dagen før havde købt billetter, så han vidste hvilke bus vi skulle med åbenbart. Der var ikke kommet så mange hen til bussen endnu, og vi hvad fået råd om at vi skulle sidde langt foran som muligt. Vi lagde taskerne ind i bussen, for vi kunne ikke se nogen som kunne fortælle os hvordan og hvorledes. Sæderne i busserne er ikke særlig store, hverken i bredden eller til benene. Nu skulle jeg ikke selv mene at jeg har lange ben J, men hernede kan jeg simpelthen ikke være der med benene, det havde jeg sq aldrig troet jeg skulle opleve J Så man sidder ret klemt, og ikke specielt godt. Der blev lige lidt kaos omkring hvor vi skulle sidde, for der var åbenbart reserveret til os, af en eller anden gut, men det vidste vi jo ikke, og taskerne skulle op på taget. Når alt blev klaret vi beholdte de sæder vi havde taget, og taskerne kom op på taget. Nu var der så kun ca. 45 min til bussen skulle køre, og der blev ved med at komme mennesker ind. Det var lidt svært at orientere sig, så man måtte jo bare vente og se hvad der skete. Men der er bare ikke meget at lave i sådan en bus, så man kan se solen stå op, men ellers ikke noget, og som nævnt så sidder man ikke som prinsessen på ærten, tværtimod. Det resultere så i, at allerede inden vi faktisk var kørt, så havde jeg lidt ondt bagi. Nu lyder det underligt, at jeg så har valgt at sidde på sædet indtil bussen den kørte, men hernede der bliver du bare siddende på sædet, da der er total kaos.

Endelig begyndte vi at køre, og allerede inde vi var kommet ud af pladsen kunne man godt fornemme at vi havde en rimelig aggressiv chauffør som bare skulle af sted. Selvom der stod en trafik betjent, så kørte han ham nærmest ned med bussen. Han skulle vise sig, at have rimelig travlt, for det gik da pænt stærkt op og ned af bjergene, lidt for stærkt efter min mening. Det er ikke det fedeste at køre ned af bjergene når man lider af højdeskræk, især ikke når jeg synes det går ret stærkt. Det er ikke altid, ja nu vil jeg ikke kalde det autoværn, men noget der skal minde om det, så der er bare frit ned af bjergskråningen. Igen ikke pisse fedt, når man lider af højdeskræk. På et tidspunkt kører vi ned af et rigtig højt bjerg, vi kom fra lige vej og lige pludselig så ser vi bare at vi er oppe på toppen, af et pænt højt bjerg, vi var da i hvert fald i samme højde som mange af skyerne. Udsigten og turen ned var ufattelig flot, og jeg var meget betaget over det. Det er ikke lige noget man oplever hverdag. Hernede dytter de, for at gøre opmærksom på at de er der og kommer der. Det er jo i grunden meget smart, problemet var bare at chaufføren havde så højt musik på. At umuligt kunne høre de andres dytten, vi kunne dårlig nok høre vores egens bus’s, og han var ellers ikke blank for at bruge det. Det var ikke den mest behagelig bustur, så det var lidt… at vi jo skulle rejse resten af turen rundt med disse busser. Heldigvis så skulle de vise sig ikke at være så slemt med de andre.  Når men fordelen var så, at vi kom til Bahir Dar på en dag, ca. 11 timer efter vi havde forladt Addis J

Busholdepladsen var ikke nær så kaotisk, men der var jo heller ikke så mange busser, som landede på samme tid. Det mest irriterende er de mennesker som gerne vil vise os vej til både det ene og det andet, og man ved i sidste ende at de gerne vil have noget ud af det, som penge, så derfor vil vi bare helst finde rundt. Altså vi er vant til at finde rundt i Addis, så mon ikke vi kunne klare en større provins by. Vi havde ikke planlagt fra starten hvor mange dage vi ville blive der, bare hvad vi skulle se. Den dag vi ankom, kunne vi ikke nå noget fordi vi kom så sent, så sightseeing måtte vente til dagen efter. Vi tog over på et andet hotel, hvor vi fik at vide at de arrangerede bådture ud til monestres, som er øer hvor der er kirker og der lever præster o. lig. Disse øer ligger på en stor sø, som hedder Lake Tana.

Dagen efter skulle vi så af sted, vi havde mødt nogle andre som også skulle på denne tur om aftenen, for det var dem der havde oplyst os om, at det hotel kunne ordne det, og så ville de da også med. Vi var dog flere i båden, og det var en pænt lang tur. Turen hed at vi skulle se 5 af disse øer, hvor den ene der måtte der ikke komme kvinder. Efter som der kun var en mand i båden, så sejlede vi bare forbi, hvilket jeg egentlig godt kan se logikken i. De mindede også mere eller mindre om hinanden alle sammen. På disse øer, kan man så komme ind og se kirkerne og nogen gange så fortæller præsten om billederne på væggene. Det er stort set de samme billeder/malerier der er i alle kirkerne, og synes allerede efter den første at jeg var mæt på det. Den næste ø, hvor dog noget større, og her var kirken også af noget helt andet. Der var der guide til, og gik rundt og fortalte i stor stil. Halvdelen af det hørte jeg ikke og noget af det ragede mig høst, må jeg indrømme. Det er også svært at holde koncentrationen så lang tid, når det er nye ting og det hele foregår på engelsk. Ham her han fortalte meget gladelig om de forskellige billeder, og til sidst blev det for meget i længden, man kan j også selv bruge hjernen og se hvad det skal forestille og fortælle. Det er jo bare bibel historien som er tegnet på væggene, til dem som ikke kunne læse bibelen, hvilket er ret få i og med før hen der, stod det skrevet på et sprog som ikke mange beherskede. Jeg synes han brugte lidt for lang tid på dem efter min mening. Der var et lille museum, som kostede lidt håndøre at komme ind på. Det var meget hyggeligt, her blev vi vist hvordan deres sko engang så ud (ved ikke hvad tid de var fra), men de var formet som hove, så de ikke kunne spores til deres hjem hvis der var sådan. Det var meget interessant at se forskellige effekter, for hvordan de bl.a. skrev og fik lys. Selvom vi havde fået aftale på 5 øer, så fik vi kun set 3 og så den vi sejlede forbi, fordi det svage køn var så meget i undertal J Den sidste ø, der var der ikke rigtig nogen der havde den store lyst, til at komme ind og se kirken. Det skal lige siges at oveni prisen for turen, så kostede det ca. 30 birr at se hver kirke, så se en lille bitte kirke, var ikke noget der tiltalte mig, og tydeligvis heller ikke nogen andre fra båden. I stedet for at udforskede vi øen lidt og gik rundt på den. Den var nærmest bare opstået af lava stykker, det kunne noget i hvert fald godt tyde på.

Men de viste meget stolt deres Chad (khat) mark frem.

I og med og vi kun havde brugt halvdelen af dagen på at se de der øer, tænkte vi at vi ligeså godt kunne udnytte dagen. Da vi kom tilbage til hotellet, forhørte vi os omkring at komme ud til den Blå Nils vandfald allerede samme dag. Det kunne da heldigvis lade sig gøre, så et par timer efter så var vi på vej derud. Vi var udover os i minibussen kun 2 andre, et tysk par, som senere skulle vise sig at vi mødte senere på ruten.  Da vi kom et stykke fra vandfaldet, kunne man vælge at gå af en bro og se vandfaldet ca. 200 meter fra, eller vælge at tage en lille båd, som jo selvfølgelig også kostede flere penge (det gjorde ”indgangen” også, oveni det beløb i allerede havde betalt til hotellet). Og så gå et godt stykke, men for så til gengæld komme ned til foden af det. Det valgte vi jo selvfølgelig, og det tror jeg også var det rigtige valgt. Vi kom så tæt på at vi kunne mærke vandet ramme bunden… vandfaldet var rigtig smukt, men der var et eller andet skuffende over det. Det er lidt svært at forklarer, om det var fordi jeg forventede det var længere eller at vandet ikke var brunt… måske en kombi af begge dele. Vandet skulle normalt være blåt snakkede guiden noget om, forstod ikke helt hvad det var der gjorde det blå, han var lidt irriterende, da han havde for vane kun at snakke til en person. Det er jo ikke fedt når vi var 6.. Men vandet var for tiden brunt, pga. regntiden. Det var alt snavset fra vejene og markerne som Nilen skyllede med, og derfor den knap så pæne farve. På vej tilbage blev vi bare overfaldet af sælgende børn, og de havde virkelig svært ved at forstå et nej. Nogen af dem blev faktisk ret aggressive overfor os, og jeg synes faktisk at guiden ikke var særlig god til at få dem til at stoppe. Han ville da også senere have flere penge fra os, udover dem vi havde betalt til hotellet, og så kom han med en historie om hvor fattige de var i byen. Men altså hele tiden ser de udsigt til, at få flere penge ud af en.

Dagen efter ville vi gerne af sted op til Gondar, vi synes ikke rigtig at byen var så tiltrækkende. Okay vi havde godt nok ikke se så meget af den, men altså vi havde set alt det vi kom for dagen før, så vi havde ikke rigtig mere at lave der, så kunne vi lige så komme videre, og så måske have rådighed til at bruge ekstra tid i en anden by, som vi måske ville finde lidt mere indbydende. Det tog ca. 3 -4 at komme op til Gondar, så det var en del mindre end dagen før, og så kørte vi med minibus. Det var lidt dyrere end med public, men det til gengæld skulle vi heller ikke af sted kl. 5 om morgenen, og vi sad lidt bedre. Ikke fordi at de er så meget bedre polstret, men lidt og benene har heller ikke oceaner af plads, men det er der jo ikke rigtig nogen busser der kan tilbyde.

Maria og Mette havde fået et nr. på en som bor deroppe, og arbejder på et hotel, som måske kunne hjælpe os med at arrangere et billigt sted at bo, og måske hjælpe at arrangere tur i bjergene. Men det viste sig, at vi ikke kunne få fat i ham, nettet deroppe var ikke særlig godt og der havde været mange problemer på det sidste. Når men de viste hvor han arbejde, så vi tog hen på det hotel og selvfølgelig var han der ikke… det jo klart. Når men efter lidt prøven med at få forhandlet prisen ned på hotel værelse, hvilke holdt den første dag, og siden gik den ikke. Han receptionisten som vi ellers havde forhandlet en pris for værelset om, fortrød åbenbart og han ville også lige pludselig have penge for tax oveni.  Dagen efter måtte vi jo hellere betale de skide 15 pr. værelse oveni, for han var da godt nok lidt belastende. Kontakten i Gondar, havde aldrig nogensinde hørt fra ham på Maria og Mettes arbejde, så han lød noget underlig da vi endelig kom i kontakt med ham. Men har var fin nok, og han arrangerede et møde med Freo, som er lokal guide i Gondar, og som kunne være behjælpelig med hvor og hvorledes oppe i bjergene. Det man laver oppe i bjergene, og er først og fremmest trekking, og det var det som vores plan var. Da vi jo kun er studerende hvilket desværre ikke betyder en million på kontoen, så kunne vi ikke leje en bil og køre op til det første tjekpoint, som de fleste gør. Efter at han havde fortalt hvordan og hvorledes, og gået igen sad vi lige kiggede på det. Allerede den første dag skulle vi gå ca. 9 timer for at komme op til den første camp, og så også slutte turen af å den måde. Turen i bjergene ville være ca. 4 dage. Jeg kunne godt se på det hele, at det ville jeg ikke kunne klare, og han kiggede også noget, da jeg nævnte jeg havde astma. Derfor valgte jeg, at jeg nok ikke skulle ud og klatre i bjerge i denne omgang og det samme gjorde Una. Vi valgte derfor at blive i Gondar, den tid de to andre vadede rundt deroppe, og så ville vi samle dem op med bussen videre til Aksum når de var færdige.

Inden de skulle af sted skulle vi jo lige se slottene, som jo egentlig er den bys historiske attraktioner. Problemet var bare at den første dag, pludselig forsvandt for os, fordi vi skulle ordne tøj og de to skulle ud og lede efter vandre støvler. Da det blev eftermiddag, kontaktede vi Freo, ham som havde hjulpet med at fortælle om bjergene, for at fortælle at kun de to skulle af sted, og hvordan og hvorledes de skulle arrangere det.

Han fortalte v kunne nå sagtens kunne nå at se slottene, selvom der ikke var så lang tid til at de lukkede. Så vi drog af sted, og vi gik og vi gik og vi gik, da vi spurgte om vej kiggede de underligt på os. Når men endelig så fandt vi noget, det viste sig bare at det ikke var slottene, men Fasils bad. Det kostede ikke noget at se, hvis man altså havde billet fra slottene, hvilket vi jo sjovt nok ikke havde da vi jo ligesom var gået forkert J Efter lang tids overtagelse, fik vi endelig lov til at betale 30 birr, pr. person (det koster så 50 birr, at se det hele). Og så var der bare ikke noget i det, det var under renovation, men man kunne sagtens se det. Der var et lille badehus placeret i et cement hul, som var poolen, og så var der nogle bænke på den ene side, det var det. Lidt hmmm ja skuffende… Det viste sig, at vi havde læst kortet forkert, og slottene faktisk kun lige lå en spytklat fra vores hotel, ikke særlig pinligt nej.

 \Da vi senere skulle ud og spise, stødte vi ind i Freo igen, han sad sammen med Walter. Walter er tysker, og har arbejdet i udlandet i næsten 20 år, mener jeg, og havde været i Etiopien i et par år.

Maria og Mette valgte at udskyde deres trekking med en dag, og det kunne de jo sagtens, da intet var arrangeret 100 %, for så kunne vi dagen efter alle gå ud og se slottene

Når men udover det, så er det meget imponerende gamle bygninger. Det er en hel grund, hvor der er bygget 6 (mener jeg, kan ikke helt huske det) slotte, et efter hvem der har reageret som konge. Det ældste mener jeg, var vist fra 1700 – tallet. Stilen kunne godt minde lidt om europæisk, men ikke sådan helt dansk. Det er gamle ruiner i sten, meget detaljeret. Det største er Fasils slot, og det er også det mest kendte. Han var den som valgte først at flytte residens til Gondar, pga. strategisk overvejelse. Gondar ligger rimelig højt oppe, og derfra kunne han bedre orientere sig.  De er nu ved at renovere nogen af dem, og det virker et det hele taget, som at Etiopien har fundet ud af hvor vigtigt det er for dem at bevare disse gamle bygninger. Jeg kunne 1000 gange bedre koncentrere mig, og at høre efter der i forhold til kirkerne, men det interessere mig også meget mere. Jeg synes det er super spændende at høre, om de gamle konger, og hvorfor de byggede som de gjorde. Jeg legede nu japaneren (bag kameraet).. he he, men kunne da stadig få en del ud af det. Selvom jeg ikke viste en pind om det i forvejen, synes jeg ikke det var svært. Det tog rigtig nok ikke så lang tid, men det er vel også begrænset hvor længe man kan gå rundt om gamle ruiner, hvor mange af dem kun var ydre væggene og ikke særlig store. Dagen før havde vi været ude, og havde mødt nogle andre guider.. da vi på vej derop støder ind i den hele, så skal vi jo ahve ham så guide. Men i og med at han havde været pænt sjov dagen før, så skulle vi lige alle sammen grine af, inden vi kunne tage turen alvorligt. Det var rart sjovt at have en man har snakket med før, som sin guide. Det var en god tur vi der.. he he J

Dagen efter var det Meskel, som er en Etiopisk helligdag agtig, hvor man brænder et kors af, for at fejre det nye eller sådan noget, det var ikke helt nemt at få svar på, hvad de egentlig fejrede og hvorfor. Det var egentlig først om lørdagen, at de skulle brænde kors, men allerede ved 3 -4 om natten, havde de sat ild til er foran vores hotel. Meget glad for at jeg var kommet ind på hotellet, og jeg viste der var nogle timer til de to andre skulle af sted, de skulle med bussen om morgenen videre,  for de begyndte at sætte ild til kæppe, og rende rundt med dem i gaderne. Der var ikke noget ballade men en masse feststemte mennesker, men alligevel ville det nok ikke haft været så rart at haft været nede på gaden.

Gondar var næsten en stor fest hele tiden, vi blev tilbudt på fest ret ofte.. og så var vi på navn med halvdelen af byen til sidst synes jeg. De var som søde nok, og det var ikke bare hej, men med håndtryk og skulder. I Gondar er der mange rasta (Bob Marley), så nu var jeg bare mere end velkommen.. he he jeg har slet ikke fortalt, at jeg har fået lavet mine fletninger. 5 timer trækken i håret, men en dansk pris på ca. 300 kr. det er jo lige til at overkomme, og så holder det 1-1½ måned. Når men havde da heller ikke været der mere end en dag, der da åbenbart gik rygter i byen om, at der var kommet en hvid rasta til byen… hmmm rygterne går ret hurtigt hernede. I Addis har der ikke været så meget fokus på håret, som der var ruten rundt. Men har fået kommentar af respekt.. som de siger ”etiopien stile”.

Vi mødtes med Walter og co. Om lørdagen for at se bål, men det kunne ikke lade sig gøre, de var sindssyg mange mennesker, og de stod der med paraplyer. Ikke fordi det regnede, men pga. solen. Det endte med at vi slet ikke fik set det brænde, for selvom der var blevet sagt kl. 12, så hernede der går de ikke så meget op i at følge den annoncerede tid, så ved faktisk ikke hvad tid de sat fut i det, efter næsten en time gad vi ikke vente mere.  Mens vi spiste frokost, så vi en masse gadebørn samles. De fik simpelthen mad at kirken så det ud som om. Det var virkelig dejligt at se, det er ikke noget der er sket før. End ikke engang Walter har oplevet, at de har givet mad ud på dem måde. Det mest dejlige at se, var at det foregik stille og roligt.. de sloges ikke om maden, men gav videre til hinanden og vist de var mætte gav de det videre. Virkelig dejligt…. Imens vi var i Gondar var det virkelig dejligt at have Walter og Freo, vi får jo ikke så mange venner hernede, for det er virkelig svært. Hvis man prøver at skabe noget venskabelig kontakt, så forventer de noget af en alligevel. Her viste man bare at de ikke forventede noget… heller ikke de andre rundt i byen. I og med vi ikke kunne komme i bjergene, så tog Walter os med op på et highpoint, hvor man kan se udover det. Det ville have kostet os 500 birr, så som tak inviteret vi på middag den sidste dag inden vi skulle rejse videre, som en tak for tiden. For det var virkelig ferie og det var super hyggeligt. Også det at man kunne snakke med Walter omkring forskelle i kulturerne, og hvordan han egentlig så Etiopisk kultur, det var helt vildt befriende. Så denne tur har ikke bare været ferie, der har også været masser af refleksioner.. he he

 Om torsdagen var vi på vejen igen. Vi skulle samle de andre op i en by ca. 3 timer fra Gondar. Vi havde købt billet for, så vi var sikre på der var plads i bussen, og vi havde fået at vide at vi bare skulle holde pladserne. Men det var nemmere sagt end gjort. Vi havde taget bagsædet, der var fyldt godt op tidligt, men til gengæld fandt vi ud af der var bedre plads til benene. Inden vi var nået at køre, var hele bagsædet fyldt, og de sagde alle de skulle af, i den by hvor vi skulle samle de andre op, så selvfølgelig ikke noget problem.. troede vi. For de stod aldrig af, så nu måtte vi kæmpe om de pladser som til vi faktisk havde betalt for helt fra Gondar. Under turen til Shire, for vi kunne ikke komme direkte til Aksum, kunne vi høre der kom flere kommentarer på det. Når de bruger F-ordet, så mener de os. Det var ikke så behageligt. Når men til Shire kom vi… og vi ville gerne videre til Aksum samme dag, i stedet for at overnatte der. Heldigvis kørte der en minibus videre, så i landende i Aksum ved 8 tiden om aftenen.. endnu en super lang dag i en bus, overfyldt fordi de åbenbart ikke kan finde ud af, ikke at lade flere komme ind end der er plads til.

Vejen op til Aksum er en af de værste hernede.. bussen er alt for stor til de veje på bjergene, så flere gange måtte der nogen ud og hjælpe. På et tidspunkt blev det lidt for spændende, da vi lige fik kigget rundt sad der flere og bedte til gud. Hmm hvis vi ikke var bekymrede før, ja så blev vi det nu. Pludselig gik de også alle sammen ud af bussen, så sad man der. Vi tænkte vi hellere måtte gå ud også.. midt oppe på bjerget. Vi gik et lille stykke og så blev vi samlet op af bussen igen, men en meget underlig tur, og tror aldrig jeg skal på den igen.. lidt for spændende for mig J

 

I Aksum er der en masse at se, men de ligger alle sammen sådan lidt langt væk fra hinanden. Hvor vi normalt gerne bare vil gå rundt også for at spare penge, kunne vi godt se at det ville være lidt umuligt hvis vi ville nå det hele på en dag. Det store er nogle kæmpe sten monomenter (seller), som hver konge har oprejst som en hyldest til sig selv. Nede under dem, er der så nogle hemmelige kamre og efter sigende blev de så begravet der. Det mest spændende ved Aksum, er at det meste af det stadig er nyt for arkæologerne, nogle af kamrene nede under, er først blevet åbnet for en måned siden.

Hele turen rundt kostede os 500 birr med guide, men men men den første guide kunne vi slet ikke forstå, og da vi skulle ind til de store sten monomenter, måtte han slet ikke vise rundt, og vi skulle betale for en anden guide. Det ville vi jo ikke, og de sagde han ikke havde licens til det. Efter lidt bøvl frem og tilbage fik vi fat i ham der havde arrangeret det, og vi heldigvis en ny guide, som måtte gå ind alle steder og som kunne snakke engelsk så vi kunne forstå det J, men det lærte da os, at vi skal være mere opmærksomme på guidernes engelsk kundskaber. Der er også en ruin, som siges at være Dronning af Saba’s. Men ny udgravning viser, at der ligger noget nede under, som måske er det oprindelige og det ovenpå slet ikke er hendes. Men det er helt vildt, at de faktisk ved så lidt, og der er masser at udforske endnu… det må være en drøm for en arkæolog. Selv et helt nyt museum er lige åbnet og er stadig sparsomt. Det meste er rygter og historier, men bestemt stadig et besøg værd. Det kunne være spændende at komme igen om et par år, og se hvor meget de så har fundet ud af. Det bedste var også, at vi faktisk kunne komme ned i det nye fundne kamre og se, og i nogen af dem lå der kister, lukkede og åbne. Der er meget historie deroppe, og meget som stadig er uvist. J

Men heller ikke Aksum synes vi var særlig spændende, så vi besluttede at rejse allerede næste dag.

Og igen kan man ikke komme direkte til Lalibala, som er den sidste by på den historiske rute. Det meget godt de gerne vil have flere turister til landet, men det kunne godt være de så skulle forbedre infrastrukturen, hvad angår public busserne, for de passer da godt nok sammen som hat nogen gange. Vi skulle gøre vores første holdt i Mekele. Vi kunne ikke komme med en bus videre, selvom der var mange timer til det blev mørkt. Der gik simpelthen ikke flere om lørdagen. Minibusser gik heller ikke, andet end en enkelt. De ville have for meget for det, 600 birr uden benzin. Det synes vi nu alligevel ikke vi havde råd til, så vi måtte jo vente til dagen efter til der kørte public igen. Vi fik et billigt værelse, men kræsenheden var heller ikke så stor, da vi jo skulle videre ret hurtigt. Det der med dele toilet, kan godt være krævende. For det første er det sjældent et toilet, men mere et hul og så er der lidt porcelæn om, det lugter sjældent ret godt J men vi overlevede…

Nu troede vi jo rigtig at vi kunne komme til Lalibala dagen efter… næææ da vi kom til Woldier, en by midt i ingenting, så sad vi i samme situation som i Mekele. Selvom der kun er ca. 3 timers kørsel videre, så skulle vi vente til dagen efter. Nu gad vi ikke mere, nu ville vi bare videre, tiden begyndte også at være et problem.. vi ville gerne have et par dage i Lalibala, samt helst nå hjem torsdag, så vi havde et par dage hjemme inden det igen gik løs på job. Nu stod vi der søndag eftermiddag i Woldier, jordens r..hul. Det endte med vi måtte have en minibus, som der sjovt heller ikke var mange af til Lalibala, fik vi at vide, for der var ingen der skulle dertil… hmm.. Det kostede en del men det var det…. efter vi havde fået fat i en bus, så var der pludselig mange der skulle til Lalibala… meget fedt vi kunne betale gildet for dem!!!!

Vi kom til Lalibala om aftenen.. det var da et held at bussen holdt så langt. Motoren havde det ikke for godt, og da den var lige ved mine og Una’s ben, var vi ved at blive stegt. Mine sko var helt vildt varme, og var sikker på at gummiet ville smelte. Vi fandt et lille hotel, nær de kirker vi skulle se. Det er kirker som er hugget ud af bjerget, og ligger lige midt i byen.

Som så mange andre steder, er der mange som har tilbud på guidede ture osv. Det var så ment også tilfældet her, men vi havde fra starten af aftalt, at vi skulle arrangere det gennem turist kontoret af flere årsager. 1 vi ville ikke ende i samme situation som i Aksum, og så fordi vi har læst det er det bedste at gøre, for at undgå at der kommer for mange guider til Lalibala, da der ikke er arbejde til alle. Det er faktisk lidt af en halvdyr fornøjelse, at se de kirker, men det var det værd. Vi havde hyret en guide, og selvom at vi lidt var lidt betænkelige med hans engelske, så kunne ingen af os, rigtig lide at sige, at vi gerne ville have en anden. Selvom at der jo ikke er noget forkert i, at ville have en guide som man kan forstå, så er det nu lidt svært at skulle stå at sige til en mand, at man faktisk ikke synes han er god nok. Vi beholdte ham, og det skulle også vise sig at blive okay, han blev nemmere at forstå hen af vejen, ind til at starte med. Udover det så havde han faktisk tjent i kirkerne, dvs. han viste en masse udover det som de havde lært, så det gav lidt ekstra til turen.

Men det er godt nok nogle fascinerende kirker. Jeg troede at de ville være nede under jorden, men de var faktisk til syne, og man gik i gange imellem kirken og klippevæggen. Det er lidt svært at forklare hvordan de ser ud, men forstil dig et hul som er omgivet af klippe hele vejen rundt næsten, og så i midten der står en kirke, som er udhugget ud af klippen. Man kunne godt se, at nogen af dem var ved at være nogle hundrede år gamle J  jeg kan ikke huske hvor gammel man mente den var, mener vi snakker 8 -900 år. De er alle bygget af den samme konge inden for 23 år siges der, og der er 11 kirker i alt, så man må sige han havde travlt. De er delt op i to store grupper, og der er også her mange hemmeligheder, som mangler at blive opdaget. Den ene kirke havde man ikke engang fundet den rigtige indgang endnu, guiden sagde man ikke ledte mere, men er sikker på det skal komme på tale igen. De var alle sammen forskellige fra hinanden, og det var specielt en et par stykker som tog vejret fra en. Den ene var faktisk den første vi så.. den var imponerende stor, og havde store søjler som holdt den oppe. Alt er jo hugget i klippe, så taget er et stort klippestykke.. utroligt hvordan de kunne gøre det. Den anden var en lille bitte en, men hvor der rigtig var kræset for detaljerne. Mange af kirkerne havde ikke de traditionelle tegninger, som er blevet i kirkerne sidenhen (hvilket var rart, da de er begyndt at blive lidt kedelige at se på J), men figurer eller lign. Men det var godt nok mange kirker at se på en dag, havde de ikke været bygget som de havde, så tror jeg nok det havde været pænt kedeligt. Der er en kirke, som ligger lidt for sig selv, og der er vist lidt uenighed om hvorfor den er blevet bygget, for vi havde læst en anden historie end den guiden fortalte. Men den e nok den mest kendte, den stikker op af jorden nærmest og er meget flot lavet. Også fordi man her rigtig kan se taget, og den er virkelig flot udskåret. Ellers synes jeg ikke der var noget over den, inden i var der ikke rigtig noget at råbe hurra for. Men det er den, som man oftest ser på postkort osv.

Vi kan ikke komme til at se hele kirken, men kun en del af dem. De er delt op i tre rum, det allerhelligste, et rum hvor præsten må være og så det sidste stykke til de dødelige, det er så her vi må kigge. Størrelse på der, hvor vi må være, og dvs. der man så beder, er meget forskellig fra kirke til kirke.

Men der noget mystisk over dem, fx så er der i væggene rundt om dem, mange huller. Dette er gravsteder. Folk måtte så ikke begraves der, men der er stadig mange mange grave. Fra den ene kirke til den anden, gik der en underjordisk tunnel. Den var vist 25 m. lang men i total mørke, så føltes den længere. Men det var en total fed oplevelse, det lyder måske ikke af noget, men når man gik nede i den så gav det en fed fornemmelse… man skulle nok haft været der J

Men hvis vi troede at den guidede tur i Gondar med Johannes der, skulle være vores sjoveste, så tog vi fejl. Allerede inden vi havde startet så var vi total fjollede… guiden må virkelig haft synes vi var pænt belastende.. alt kunne vi grine af, og vi var som en flok teenager tøser på alt for meget koffein eller noget. På et tidspunkt stod vi ved en kirke, og han fortalte og fortalte.. det var bare lidt svært at høre efter, for pludselig over på den anden side, kommer der en flok ældre mennesker ud af denne kirker, i ført meget ømme, hvide plastikposer på benene… vi var bare færdige af grin, og det var lidt synd for ham, for han viste jo ikke hvad vi havde gået og grinet af hele dagen.. selvom vi prøvede at sige at det ikke var ham J

Onsdag var det på tide, at vende næsen mod Addis igen. Man kan igen ikke komme direkte, men skal forbi en lille by, Dessie, og sove. Da vi sad der i bussen på vej mod Dessie lander vi pludselig i Woldier, den der skod by, som vi havde flygtet fra nogle dage tidligere… puha jeg blev da godt nok bange for at turen ikke gik længere herfra, og vi skulle til at overnatte der også.. heldigvis så kørte vi videre, så kunne jeg ånde lettet om igen. Men det kunne være rart hvis man bare kunne køre om natten, for det der med så skal taskerne op og ned, og der skal pakkes de nødvendige ting op og ned, finde et sted at sove osv.. Det var ikke det mest luksuriøse sted vi havde fundet, men hvad fanden vi skulle af sted kl. bæ om morgenen og vi skulle hjem til huset i Addis. Så udover det, så har vi været rimmelig forskånede omkring sygdom i busserne, lige indtil turen til Dessie. Pludselig siger Una, pas på din taske hun sidder og brækker sig. Jeg kigger (lå og små sov), og så har hun ikke ramt min taske men mit ben.. iv.. hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg ikke kunne mærke det, ved jeg ikke. Nåå men hold hovedet kold, for kan jo ikke rigtig gøre noget. Tog noget papir og tørrede mine bukser og ben af, og gav hende ved siden af mig, så hun kunne tørre sig. Hun kiggede ikke engang på mig, eller gav mig det undskyldende blik, men lagde bare hovedet igen på sædet foran. Resten af turen, hver gang hun rykkede sig lidt, så reagerede jeg. Det var pænt klamt, at have en fremmedes bræk på sig L

Turen hjem var godt den længste bustur.. selvom at det kun tog en time mere end vi havde regnet med, der var lidt problemer med bussen nogen gange, så var den længere sådan mentalt. Hver gang man tænkte nu var der gået lang tid, så var der ikke engang gået en time… er glad for ikke alle de andre busture har været så lange.

Men hold da op hvor det bare dejligt at komme hjem til Addis… nu skulle der bare bades i varmt vand. Vi havde ikke haft så mange af dem, så nu blev det dejligt. Især også fordi vi var blevet lidt klamme af de sidste par dages busture. Da der har været mange lopper ud på landet, så smed vi vores ting uden for, for ikke at få dem ind i huset. Jeg ligner simpelthen noget der løgn over hele kroppen, lopperne er åbenbart meget glade for min krop, og det har resulteret i af mine ben og især nede ved sokkekanten, er fyldt med sår og store røde bid. Vi blev jo nød til at smide alt til vask som vi havde haft med, selvom det nødvendigvis ikke var blevet brugt, men alt skulle klines så meget for lopper som muligt. Og så var det bare rart at være hjemme i vante omgivelser og sin ”egen” seng.